Så kom min mexikanske hængekøje op. Der er nu intet som at ligge dér og slumre…

Køjen hænger perfekt mellem min guldregn og fuglekirsebærtræet.

Første dag i køjen lagde jeg godt mærke til de søde små blåmejser, der fodrede unger i fuglekassen på guldregnen - her ses kassen, mens alt stadig åndede fred og idyl…

2. dag i køjen bredte der sig en noget speciel dunst fra fodenden… Hmmm… Hvad kunne det dog være? Mens jeg cyklede hjem fandt jeg ud af det! Hvor dum kan man være??? Jeg havde selvfølgelig forstyrret blåmejseforældrene ved at ligge der og slange mig i køjen, som var bundet til deres træ og nu turde de ikke længere made deres unger… Jeg, blåmejsemorderen, måtte næste dag begrave de små bitte blåmejseunger og flytte kassen til et fredeligt sted. Pinligt!